Peter Duun

Peter Duun er uddannet arkæolog fra Aarhus Universitet og senere arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus, hvor han blev færdiguddannet i 1995 med speciale i bygningsarkæologi. En væsentlig del af hans arkitektstudie bestod af tegneundervisning, herunder croquis, hvilket har haft stor indflydelse på, at hans kunst i dag ofte omfatter ansigter og kroppe. I en årrække har Peter Duun været tilknyttet Nationalmuseets omfattende bogprojekt "Danmarks Kirker" som illustrator. Derudover har han udgivet bogen "Den vestjyske klitgård", som han modtog ejendomsmæglernes pris for. Han har haft en alsidig karriere som arkitekt, men har også i en længere periode undervist som folkeskolelærer, blandt andet i billedkunst. Selvom Peter Duun altid har tegnet og malet, begyndte han først i en senere alder at male med salg som mål. I dag lever han udelukkende af sin kunst. Hans motiver fokuserer primært på udtryksfulde kvindeansigter, ofte med et strejf af melankoli, kvindekroppens fascinerende former samt mandens maskuline udtryk. Tidligere var han især inspireret af Edvard Munch og Van Gogh, men i dag henter han inspiration fra mange forskellige portrætkunstnere.

















